News

Krav på erhvervsevnetab var ikke forældet.

Dom af 18.12.2018.

Der var ikke indtrådt forældelse af en skadelidts krav på erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for yderligere varigt men.

A blev i 1996 udsat for en trafikulykke, idet hun på cykel blev påkørt af en lastbil, der var ansvarsforsikret i Tryg. A pådrog sig bl.a. et hovedtraume ved ulykken. Tryg udbetalte godtgørelse for varigt men og for svie og smerte, og skadesagen blev afsluttet i 1997.

A anmodede i 2011, 2012 og 2013 Tryg om at genoptage skadesagen på grund af senfølger efter ulykken, hvilket Tryg afslog under henvisning til manglende årsagssammenhæng.

For Højesteret angik sagen alene, om A’s krav på erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for yderligere varigt men var forældet. Det afhang i første række af, om reglen i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, om foreløbig afbrydelse af forældelse ved en anmeldelse til et forsikringsselskab fandt anvendelse under genoptagelse af en tidligere afsluttet skadesag, og i givet fald fra hvilket tidspunkt tillægsfristen på 1 år skulle regnes.

Højesteret fastslog, at forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, også fandt anvendelse i et tilfælde, hvor skadelidte anmoder et forsikringsselskab om yderligere erstatning og godtgørelse med henvisning til senfølger af en ulykke. § 29, stk. 5, fandt derfor anvendelse på A’s anmodning fra 2011 om genoptagelse af skadesagen.

Vedrørende beregningen af 1-års fristen anførte Højesteret, at i tilfælde, hvor et selskab har påtaget sig at foretage en fornyet vurdering af berettigelsen af et rejst krav, skal tillægsfristen på 1 år regnes fra selskabets seneste meddelelse om at afvise skadelidtes krav.

I forbindelse med behandlingen af A’s anmodninger i 2012 og 2013 bad Tryg om yderligere lægelige oplysninger, og Tryg meddelte samtidig, at man ville forelægge sagen for Trygs lægekonsulent, når det yderligere materiale forelå, og på baggrund heraf tage endelig stilling til spørgsmålet om genoptagelse af sagen. Højesteret fandt, at Tryg herved påtog sig at foretage en fornyet vurdering af berettigelsen af A’s krav på erstatning og godtgørelse for senfølger efter ulykken. Tillægsfristen på 1 år skulle derfor regnes fra Trygs seneste meddelelse af 9. december 2013 om at afvise A’s krav, som herefter ikke var forældet

Landsretten var kommet til et andet resultat.