News

Buschauffør ansvarlig for skubbeskade.

Vestre Landsrets dom af 11. maj 2016

Landsretten fandt en Buschauffør erstatningsansvarlig for at have skubbet en passager væk fra bussen, hvorved passageren faldt og kom fysisk til skade. Landsretten fandt også at buschaufførens arbejdsgiver var solidarisk ansvarlig for skaden, da chaufførens handling ikke var abnorm. Der var endvidere Ikke grundlag for at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde på grund af egen skyld.

Sagens omstændigheder var som følger:

A var buschauffør og ansat i busselskabet B. C steg på bussen og købte en billet, men derefter opstod der diskussion mellem A og C, idet C ikke havde et pensionistkort. A bad derfor C om at forlade bussen, og gjorde det gentagne gange klart for C, at han skulle forlade bussen, fordi han ikke havde et pensionistkort. C blev herefter sat af bussen, og A tilkendegav ved sit kropssprog tydeligt, at C ikke på ny måtte stige på bussen. Da C - efter at have været på nogen afstand fra bussen alligevel flere gange forsøgte at trænge ind i bussen, herunder ved med en arm at hindre bussens døre i at lukke, skubbede A C væk fra bussen ved kraftigt at puffe ham i brystet, hvorved C faldt bagover og omkuld på fortovet. C slog højre skulder, højre arm og højre side af kroppen i forbindelse med faldet.

Landsretten fandt, at A ved, under disse omstændigheder, at skubbe til C havde handlet uforsvarligt, og han var derfor erstatningsansvarlig. Det blev endvidere lagt til grund, at det havde været påregneligt for A, at hans adfærd kunne føre til, at C i det glatte føre væltede og kom til skade. Det var endvidere tilstrækkeligt godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem faldet og de alvorlige gener fra skulderen, som senere førte til en skulderoperation. Landsretten anførte, at C efter det foreliggende med rette var afkrævet forevisning af pensionistkort som betingelse for at få rabat på billetprisen. Efter at være blevet sat af bussen, forsøgte C flere gange uberettiget at komme med bussen igen, herunder ved med en arm at spærre dørlukningen. Denne adfærd fra C's side kunne - også med hensyn til hans alder (72 år) - imidlertid ikke med rimelighed føre til en reaktion fra B's side som sket. Der var på den baggrund ikke grundlag for at reducere erstatningen.

Efter Danske Lov 3-19-2 var B ansvarlig for A's handling, der ikke kunne anses for så usædvanlig eller abnorm, at K ikke hæftede herfor. A og B hæftede derfor solidarisk over for A for godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte. I forholdet mellem A og B anførte landsretten, at A havde udvist en betydelig uagtsomhed. Efter graden af uagtsomheden var der ikke grundlag for at lade K dække erstatningskravet helt eller delvist efter erstatningsansvarslovens § 23. Heller ikke A's stilling eller omstændighederne i øvrigt kunne føre til en nedsættelse eller bortfald af erstatningsansvaret efter erstatningsansvarslovens § 23, stk. 2, eller § 24. Busschaufføren skulle derfor friholde Busselskabet for ethvert beløb, som det skulle betale til passageren.